Du må ikke forsvinde. Var jeg stille? Som nu i morges: Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Sætningerne er et hav. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.
Månedsarkiv: marts 2017
Samtale d 18.03.17 09:53:11 til 09:54:09
Sætninger. Dine diamanter lyser i min mund. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.
Hav d 17.03.17 16:15:10 til 16:19:00
Om andre byer, andre verdener. Ordene, små toppe af skum. Jeg skriver dagen igang, stille. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne
Hav d 17.03.17 16:12:03 til 16:14:22
Uforståelige sætninger at klæde sig i Hvor vil det ødelagte sprog hen? I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.
Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.
Hav d 17.03.17 16:10:46 til 16:11:37
Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.
På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Min ene pen er rød og den anden sort.
Bøgerne tegnede deres egen retning.
Landskab d 17.03.17 15:25:18 til 15:26:30
Dagene. Ugerne. Under den blå, blå himmel. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Sætningerne er et hav. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.
Hav d 17.03.17 15:18:07 til 15:19:04
Om andre byer, andre verdener. Hvem var det, der skrev: Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. At tale var blevet uoverskueligt.
Bøgerne tegnede deres egen retning.Bøgerne tegnede deres egen retning. Bøgerne tegnede deres egen retning. Bøgerne tegnede deres egen retning.
Samtale d 17.03.17 15:14:04 til 15:17:08
Jeg elsker at se dig. Du, dette landskab. Et wack rum, et rum for stars. Solstorm. Du kan være i dette landskab.
Luften og jordens sange. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?
Samtale d 16.03.17 19:10:37 til 19:11:42
Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.
Samtale d 16.03.17 18:43:46 til 18:44:52
Var det skovene du kom fra? I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.