Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Her er dagen allerede langt foran mig.

Et genert rum, et intimt rum. Og en anden dag: Badeferien. Årene. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Solens sind. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Hvad skulle glemmes? Bagefter, henover en tøven. Det var ikke skovene jeg kom fra. Skriv i dine læber. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Sætningerne er et hav. Som i morges.

Jeg har skrevet et kort. Ord. Jeg sejlede omkring på alt.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Udsigten var en fuck-up-store.

Dette langsomme blik imod stenene.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Og en anden dag: Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Som at skrive i koder. Farverne.

Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder.

Sætningerne er et hav. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Sådan noget. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Der hang figner henover udsigten.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Der hang en nice frugt og dinglede. De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Sådan noget. Fra de største linjer finder vi hver aften – i det mørke mørke som er mørkt – frem til de ubetydeligste videnskabelige sandheder.

Vores land. Alting ligger bag alting.

Giver det mening? I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?

Af alt det lysende, reflekterende, matte. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Et genert rum, et intimt rum. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Sætningerne er et hav. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Som nu i morges:

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Jeg går bare og venter på den fucking sol.