Sætninger. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Jeg var i morges.

På havet. Vores. Vågnede. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Du i mit vindue.

Jeg har skrevet et kort til dig.

Jeg i dit hjerte. Når dine øjne. Asfalt. Ubeslutsomhed. At tale var blevet uoverskueligt. Brev.

Vores land. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl.

Jeg kyssede en vinters nattemørke. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger.

Det er aldrig det hurtige blik. Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Vidste du? Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg skrev i en stråle af sol.