Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

På en rude. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Altid er det dette langsomme blik. Jeg er lost i en borderlinenat.

Som at skrive i nye aviser.

Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne. Dette langsomme blik imod stenene. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Brændte det friske løv virkeligt? Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Min ene pen er rød og den anden sort. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Intimiteten i skriften. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Landet smuldrer, smuldrer. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene.

Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Var der virkelig ild et sted? Bagefter udfyldte jeg stilheden med dine ord, der nu var mine. Den tredje er ude. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Sætninger talte igennem den syngende vind, kys mig, kære vind, kys mig igen.

Skyen skjulte noget for fuglene. Sådan noget. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Det gør ikke noget. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Men noget blev i de tomme haller. På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter I læberne i huden. På gaden satte du solen i nyt-gear – strålende – dagen var strålende, solen var strålende, i dine hænder sejlede nye imponerende lys.

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Du, du.

Hvad skulle glemmes? Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Jeg forsvinder ikke. De.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Alting ligger bag alting. Træerne. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. De første par nætter alene med altings standby: stød, stød stille. Det er aldrig det hurtige blik.