Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Uforståelige sætninger at klæde sig i Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg var i din krop, og du? Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

I bussen skrev jeg en sms til dig.

Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Jeg kyssede en vinters nattemørke.

Dette langsomme blik imod stenene. Jeg skriver dagen igang, stille. Hvad tæller du til? Sad jeg alene?

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Kan jeg være i dette landskab?

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Mørket kaldte vi bare for mørket. Dette langsomme blik imod stenene. Blæste det virkeligt? Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Kan jeg være i dette landskab? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. En.

Stjernekontinent. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.