Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Mørket kaldte vi bare for mørket. Dette langsomme blik imod stenene. Blæste det virkeligt? Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.