Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Derinde bag skoven. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. Nætterne. Ugerne. Jeg læste i aviser, i glemslen. Af alt det kroppen også er. Der løber ord ud af min hud. Der åbnede sig.

Under den blå, blå himmel. Sad jeg alene?

På en rude. Du siger noget om solen. Du siger noget om månen. Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind.

Ikke glemme floderne i ørerne. Regnen, vinden imellem dine læber.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Rifterne, rifterne. Og vi vågnede. Hvad tæller du? Intimiteten i skriften.Intimiteten i skriften. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Vi, vi. I læberne i huden. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken.

Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår.

Jeg læste glitrende blade. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Jeg skrev intet ned i den periode.

Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Alting ligger bag alting. Hvilken nat fulgte efter natten? Du må ikke forsvinde.