Markerne, du? Solens sind. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan trak du de yderste bjerge. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest.

Vores.

I dine bøgers tomhed går sole op og sole ned: whatever: shine on you crazy diamond! Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Mail i november. Nordlyset tøver i vores stemmer. Du siger noget om månen. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne.

I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Har vi forskellige øjne?

De matte hemmeligheder inde i træet.

Kalken. Men mit sprog er ikke fjendtligt. For hvert lag af betydning i stenene. Oppe på bakken. Det dybeste af alt er huden. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne.

Der var noget som.

Jeg ved vi forsvandt. Et udadvendt rum, et favnende rum. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Farvede ordene milde.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Nu skriver jeg igen på det stille. Var sætningerne et skred af betydning?

Jeg sejlede omkring på alt. Hvem var det, der skrev: Vi bliver verden.

Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Vi taler om andre betingelser for nærvær. Sådan så mine drømme ud. Var du nattens fortvivlede stilhed?

Jeg går bare og venter på den fucking sol. Jeg ville gerne give dig mine. Du siger mit navn. Jeg har plads i min hud. Et udadvendt rum, et favnende rum.

Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. For hvert lag af betydning i klipperne.

Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg læste i aviser, i glemslen.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Du skrev et sår i min fremtid. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Nu skriver jeg igen på det stille. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne

Glasdråbehænder. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Jeg skriver dagen igang, stille. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt.

Det generte i skriften. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting. Hvor længe havde du drevet i vinden? Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Bøgerne varslede en kommende tid.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.

Glasdråbehænder. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Meningsfulde dage med noter, betragtninger.

Brændte det friske løv virkeligt? Du foldede dig ind i mine ord. Jeg har skrevet et kort. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Jeg, den skrøbelige sandhed. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg skriver dagen igang, stille. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.