De fine hår, længere. Markerne, du? Det er hvert eneste streetview fyldt op af vores arme og ben. Ved en sten: Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Stationsbygningen, samtalerne derinde.

Senere i dine øjne. Et rum, et rum. At se dig. Jeg sejlede mellem dine læber. Havde du en sten? Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl:

ste denne forsigtige sammenhæng. Glasdråbehænder. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.

Farvede et sår i dit første ord. Så var der en, der lyttede til skovene. De bløde bakker udenfor byen.

Regnvejrsmeteor. Den skrøbelige. Du, dine øjne.

Trak jeg de yderste bjerge?

Et. Lå vi.

Om overfladen. Var det alligevel naturens sirlige system jeg elskede? Dansende, legende, lyttende. Var sætningerne et skred af betydning? Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Brev i april. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ. Vågnede. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til s�

Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Solens sind. De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Du foldede dig ind i mine ord. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Vi bliver verden.

Sætningerne er en ørken. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Dette hurtige blik imod vandet. Farverne. I dagen var en nær stemme næsten vågen.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Indimellem sagde du nogle ord.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Solens sind.

Træerne. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Hver dag gled med mig videre. Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner? Hvad? Jeg ikke det der. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. I natten, i søvn. Det jeg kom fra.. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Sandet var forsvundet. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Forsvinder ikke. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Bagefter, henover en tøven.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Intet, jeg modtog intet. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Solens sind.

Jeg så små rystelser.

I natten, i søvn. Jeg var et dyb i, i dén der lå i den.

Kalken. Nordlysets sitren i din stemme. Byen.

Jeg går bare og venter på den fucking sol. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg har skrevet et kort til dig. Træerne.

Intet ligger bag intet. Det her er en leg. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille.

Og vi vågnede. De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Jeg i den ørken. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Farvede ordene milde. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Stod imod, men gjorde intet. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i b

Jeg på overfladen. Jeg sejlede mellem dine læber. Da jeg lyttede blev jeg bange. Mening?

I. På en. Er det? Uforståelige sætninger.

Vi, de uddøde arter. Du lod himlen hvile. Jeg havde dig. Jeg tænker smukke øjne. Vi bliver verden. Vi, de mindste detaljer. Dine diamanter lyser. På et stort stykke hvidt. At forvandle dette rum. Var du nattens fortvivlede stilhed?