Sletten forvandler sig til mørke og sten. Hver dag gled med mig videre. Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner? Hvad? Jeg ikke det der. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. I natten, i søvn. Det jeg kom fra.. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Sandet var forsvundet. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Forsvinder ikke. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Bagefter, henover en tøven.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Jeg sejlede henover ørknen, henover sandet. Intet, jeg modtog intet. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Solens sind.