Brændte det friske løv virkeligt? Du foldede dig ind i mine ord. Jeg har skrevet et kort. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Jeg, den skrøbelige sandhed. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg skriver dagen igang, stille. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.