Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Derinde bag skoven.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Brev i april. Jeg skriver dagen igang, stille. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Nordlysets sitren i din stemme. Hvilken nat fulgte efter natten? Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Der var noget som åbnede sig. I læberne og i huden. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Giver det mening? I bussen skrev jeg en sms til dig. Det var ikke skovene jeg kom fra. Var det markerne du kom fra? Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Uforståelige sætninger at klæde sig i

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Uforståelige sætninger at klæde sig i Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

Jeg var i din krop, og du? Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Du skrev ikke længere. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Solstorm.Solstorm. Stod imod, men gjorde intet. Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Du må ikke forsvinde.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanterJeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Et brev. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Savn. Jeg, den skrøbelige sandhed. Dine sætninger. Rifterne, rifterne, rifterne.

Sætningerne er et hav. Et brev. Du må ikke forsvinde. Landskab? Indimellem sagde du nogle ord.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.