Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg læste glitrende blade.

Et brev. Regnvejrsmeteor. For hvert lag af betydning i stenene. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Omkring de tøvende stjerner, tingene. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg ville gerne give dig mine. Jeg er på den anden side.

Nordlyset tøver i vores stemmer. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Luften og jordens sange. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Noter. Beskrivelser. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Oplæsning for intetheden.

Stjernekontinent. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Vi bliver verden.

Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Du, du.

Jeg er på den anden side. Et sted, forsigtigt. Ikke den flod. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Vi, vi.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne. Lysene lyste.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Det var før du kunne forsvinde. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg sad alene i solen. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Hvilken nat fulgte efter natten? Fugle flakser i diodenattens klirren. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid.

Er det? At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Et brev. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Er du på den anden side? Som nu i morges: De fine hår, længere. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Vi er det sarte, de stille. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Jeg har skrevet et kort. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Du lod himlen hvile. Vidste du?