Intimiteten i skriften Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Afsavn. Udsagn. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Sandet. Sandet. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Solstorm. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Skyen skjulte noget for fuglene. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Men mit sprog er ikke fjendtligt. Var disse linjer virkeligt virkelige?

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? Stod imod, men skrev: intet.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Intimiteten i skriften Uforståelige sætninger at klæde sig i Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Ilden. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Stod imod, men skrev: intet.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Vi har hverken gardiner eller travlt. Sætningerne er et hav.

Vidste du det?

Du siger noget om solen.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Ikke glemme floderne i ørerne. Vidste du det? Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Indimellem nogle ord.

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Vi har øjne. Jeg er på den anden side af havet. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden.