I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Brev i april. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Kan jeg skrive sådan? Ikke floderne i ørerne. Min skrift er farvet af sig selv. Landet smuldrer, smuldrer.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene.

Altid er det dette langsomme blik. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Sådan er det.

Vidste du det? Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg, den skrøbelige sandhed. Intimiteten i skriften. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Hvem var det, der skrev: Farvede ordene milde.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Tågen i skovene i udsigten. Som at læse glemte aviser. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting.

Dagene. Ugerne. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Har vi de samme øjne? Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Jeg var nøgen i de dage. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Hvad tæller du til?

De vigtigste. Du må ikke forsvinde.