I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Luften og jordens sange.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Stod imod, men skrev: intet. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Du kan være i dette landskab. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Intimiteten i skriften. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Et brev. I læberne og i huden. Tågen i skovene i udsigten. Du, du. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Det er bare. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Jeg skrev mig vild i de dage. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Jeg fandt en linje et sted under min reol.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Stod imod, men skrev: intet. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Kan jeg skrive sådan?

Sådan svarede du. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Bøgerne tegnede deres egen retning. Intimiteten i skriften I hver dag gled rester af betydning med mig videre Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

En flamme slog op af min hals. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Afsavn. Udsagn. Sandet.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Stod imod, men skrev: intet. Når du siger mit navn, svarer min krop.Når du siger mit navn, svarer min krop. Hvem var det, der skrev: Min ene pen er rød og den anden sort.

Muren omkring ordene.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Kan jeg skrive sådan? I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

For hvert lag af betydning i stenene. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. At tale var blevet uoverskueligt.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.