Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Du må ikke forsvinde. Kan jeg skrive sådan? Udsigten var håbfuld. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Brev i april. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Var jeg stille? Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Du siger noget om solen. Bagefter sad jeg i timer og læste. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Vi har hverken gardiner eller travlt.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Bøgerne tegnede deres egen retning.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg sad alene i solen.

Blå. Luften og jordens sange. Det gør ikke noget.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederneDa vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Kan jeg skrive sådan? Sætningerne er et hav.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Oppe på bakken. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. At tale var blevet uoverskueligt.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Glashænder. Et brev. Farvede ordene milde. Uforståelige sætninger at klæde sig i Det er bare. Var der virkelig ild et sted? Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Kan jeg skrive sådan?

At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Solstorm. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.