Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Bagefter sad jeg i timer og læste. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Vi taler om andre betingelser for nærvær.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

På en skærm. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Sletten forvandler sig til mørke og sten. Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). De matte hemmeligheder inde i træet.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. I bussen skrev jeg en sms til dig. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Et udadvendt rum, et favnende rum. Nordlysets sitren i din stemme. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne.

Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Var der virkelig ild et sted?

Var jeg stille?

Jeg var i din krop, og du? Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow! Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Jeg tegner dine diamond-eyes i et par strofer af wow.