Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Sætningerne er filtrede tråde. Jeg gik ture alene, lyttede til andres kærlige samtaler. Ordene flår i det inderste.

Noter. Beskrivelser. Tågen i skovene i udsigten. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Ok, svarede du. Den sindssyge himmel. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Dagene. Ugerne. Et brev. Lysene lyste.

Hvilken nat fulgte efter natten?

Zeitgeist. Shit. Show. Under solen, dine øjne som blitzkrieg. Byen dovner lige himmelsk under himlens mørkt-mørkt.

Dansende, legende, lyttende. Og vi, melankolske sovende, snakkende (chat, chat), vågnende, falder i kryds. Du ville sige noget, du tav.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Jeg skriver dagen igang, stille.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Oppe på bakken. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Blå. Har vi de samme øjne? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Dagene. Ugerne.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan noget. Og ord, og ord, og. Det her er ingen leg. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.

Jeg ved vi forsvandt. Notesbog. Beskydning. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. I læberne og i huden. Det jeg kom fra.. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Af alt det lysende, reflekterende, matte.