Månens sind. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Intet ligger bag intet. Her er dagen allerede langt foran mig.

Bag stemplerne. Da jeg vågnede, var jeg sikker: De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene. Bag træerne. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Sætningerne er et hav. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Nu sejler jeg bare i version ..

Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille). Så så jeg den tredje nat i iBookens dvælende øje. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl: Af alt det skyggende, matte, reflekterende. Ude ved fabrikkerne.

I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Der var noget som åbnede sig.

Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Jeg sejlede i det pulserende, i de flydende drømme af sol. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Derinde bag bjergene. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Udsigten var en fuck-up-store. Som en anden nat, hvor det ikke var muligt. Taster en sætning i mørket, i lyset. Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed!

Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Som at skrive i nye aviser.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Sætningerne er sarte kredsløb.

Bag træerne. Grå. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Jeg gik i den vildeste drone mens himlens funk trak i tøjet til natten tog over. Jeg hader at vågne og se dig vågne. Jeg prøver at tegne dine mørke øjne i mine sætninger. Gennem hullet i hegnet. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Ude ved fabrikkerne. Jeg kunne mærke dit hjerte. Jeg er lost i en borderlinenat. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære.

Og dén himmel; det var en sindssyg nat. De første par nætter alene med altings standby: stød, stød stille. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.