Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Og vi vågnede. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Som nu i morges: Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Du, du.Du, du. Du, du. Du, du.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Sætningerne er. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Kan jeg skrive sådan? Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Sætningerne er et hav. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Jeg tegner dine diamond-eyes i et par strofer af wow. Under den grå, grå himmel. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Som en anden nat, hvor alting var lol lol og hektiske skrig i det fjerne.

Du havde tabt en linje i min drøm. Og vi vågnede. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Dine sætninger.

Det er wack! At forvandle dette rum.At forvandle dette rum. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Hvad skal vi stille op i denne binære verden, my dear. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser.

Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Dagene. Ugerne. Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed! I bussen skrev jeg en sms til dig. Intimiteten, skriften. Hver dag gled med mig videre.

Vi er en samtale bag øjnene. Jeg, ikke dig. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Sandet. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Sætningerne er et hav.

Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden;