I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Og en anden dag: Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Skoven forvandler sig til lysning og vand.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Grå. Har vi de samme øjne? Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Whatever; nat efter nat. Jeg sad alene i solen. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Dette langsomme blik imod stenene. Lysene lyste. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Det handler om overfladen.

Sætningerne er. Her er natten allerede et stort show. Vi er et party. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Altid er det dette langsomme blik. Skyen skjulte noget for fuglene. Nordlysets sitren i din stemme. Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Sætningerne er en ørken. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Her er natten allerede langt bag mig. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Nordlysets sitren i din stemme. Kalken. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Glashænder. Ikke glemme floderne i ørerne. Sad jeg alene? Som nu i morges: Er du på den anden side af havet? Jeg var i din krop, og du? Kan jeg skrive sådan? Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Mørket og lyset er hver deres sprog_ go with the flow! Dine grene skygger for min mund. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Altid er det dette langsomme blik. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Fugle flakser i diodenattens klirren.