Og vi vågnede. Sætningerne er et hav. Ofte falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skuldrene over månens sind. Under den blå, blå himmel. Skyggerne skyggede. Jeg tegner dine diamond-eyes i et par strofer af wow. Tågen i skovene i udsigten.

Var det skovene du kom fra? Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Hvad skulle glemmes? Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Hvilken nat fulgte efter natten?

Og en anden dag: Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Solens sind.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Ilden.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Brev i april. Om andre byer, andre verdener. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Dine. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

Har vi øjne? Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Var det skovene? Vi har hverken gardiner eller travlt.

Var dine drømme imellem læber?

Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Som nu i morges: I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Ikke glemme. Som at skrive i nye aviser.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Kan jeg være? Farverne. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid. Du siger noget om solen.

For hvert lag af betydning i stenene. Den sindssyge himmel. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Du siger noget om solen. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.