Og vi vågnede. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Og vi vågnede. Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt.

Og vi vågnede. Jeg i dit hjerte. Og vi vågnede. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Og vi vågnede. Du må forsvinde. Og vi vågnede. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Og vi vågnede.

Og vi vågnede.

Sådan er det. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene.

Der hang figner henover udsigten.

Bag træerne. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Sætningerne er et hav. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. I den periode: udsigten, stilheden.

Sådan er det. Markerne, du?

Det er bare.

Luften og jordens sange. Giver det mening?

Bøgerne tegnede deres egen retning. Var jeg stille? Jeg skrev mig vild i de dage. Ikke var muligt at komme derind. Skriv mig ind i dine læber.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Stolen jeg sad på knirkede i solen. At forvandle dette rum til et andet. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Giver det mening? Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Sammen lå vi og kortlagde: Stolen jeg sad på knirkede i solen. Vores land. Jeg skriver dagen igang, stille. Dine diamanter lyser i min mund.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe.

Jeg skrev mig vild i de dage.

Trak jeg de yderste bjerge? Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Sætningerne er et hav. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

Det er bare. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Ordene, små toppe af skum. Træerne. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Ude ved fabrikkerne.

Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Jeg havde endnu ikke mødt dig. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Jeg har skrevet et kort til dig. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Du siger noget om solen. Oppe på bakken. Solens sind. Gennem hullet i hegnet. Har vi de samme øjne? Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Dette hurtige blik imod vandet.