Min ene pen er rød og den anden sort. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Kan jeg skrive sådan? Her er natten allerede langt bag mig. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Dagene. Ugerne. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Der var noget som åbnede sig. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke.

Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke.

Jeg forsvinder ikke. Jeg forsvinder ikke.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene. Om andre byer, andre verdener. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg bladrer i en tilfældig bog. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Sms i den lysende sommer. Var det alligevel koderne, systemerne? Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt. Om andre universer, andre stjernesavn. Stationsbygningen, samtalerne derinde. Din kjole går op i øst og ned i vest. Intet, jeg modtog intet. Afsindighed. Udsalgsvarer. Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt. To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud.

I. Den tredje er ude. På havet. Mod de yderste bjerge. Og en anden nat: Der i kroppen. Det kunne forsvinde. Sådan? Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Mening? Her er dagen allerede langt foran mig.

Dine øjne. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Senere i dine øjne. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Er du havet? Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Solens sind.

Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol). Jeg tegner dine diamond-eyes i et par strofer af wow. Lyset i mine fjerne fingre: byen sluttede før den var begyndt.

Om natten synes stilheden at lyset var lækkert; sutte, sutte, lukke sole op. Jeg skriver på mine fjender, fak dem i hjernen.

De yderste kyster, en grøn sten. Her er dagen allerede langt foran mig.

Det generte i skriften. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Jeg skriver dagen igang, stille. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder.

Min ene pen er rød og den anden sort. Land. Afsavn. Udsagn.

Der var en morgen, et stykke af himlen. Var det bare regnen? Jeg lader en tilfældig bog ligge, lysende. Provinsen og gågadens sange.

Ved den kyst, havets langsommelighed. I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. Farvede lidt sort i din ørken. Når dit navn igennem sandet.

Farvede lidt sort i din ørken