De yderste kyster, en grøn sten. Her er dagen allerede langt foran mig.

Det generte i skriften. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.