Det giver mening. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Blå.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. På en.

På en.

På en. På en. På en. På en. På en.

På en. På en. På en. På en. På en. På en.

På en.

På en.

De yderste kyster, en grøn sten. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Kan jeg være i dette landskab? Det handler om overfladen. Vi, bag øjnene. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Og vi vågnede.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Sætningerne er et hav. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Du trak mig med til de yderste bjerge. Og vi vågnede. Var det skovene du kom fra?

Har vi de samme øjne? Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Den sindssyge himmel. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Hvad tæller du til? At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Jeg var nøgen i de dage. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg var nøgen i de dage. Jeg var nøgen i de dage.

Jeg var nøgen i de dage. Jeg var nøgen i de dage.

Jeg var nøgen i de dage. Jeg var nøgen i de dage. Jeg var nøgen i de dage. Jeg var nøgen i de dage.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Jeg kyssede en vinters nattemørke. Månens sind.

Skyen skjulte noget for fuglene.

Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. Har vi de samme øjne? Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue. På en rude. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Du siger noget om månen. I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen. Rød. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Dine diamanter lyser i min mund. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud.

Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Under den grå, grå himmel. På det tidspunkt slackede vi mens dagene gik ind mellem nætterne.

Det handler om overfladen. Giver det mening? Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Jeg har skrevet et kort. Du må ikke. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. Når du siger mit navn, svarer min krop. Under den blå, blå himmel. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Sætninger. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Og vi. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. På en rude. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Vi, de uddøde arter. Vores land. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Et genert rum, et intimt rum. Jeg er på den anden side af havet.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden.

De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Der var intet som skulle glemmes. Vi tænkte på s