Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. At forvandle dette rum til et andet. Under den blå, blå himmel.

Sætningerne er et hav. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Udsigten var håbløs.

Sådan trak du de yderste bjerge. Var det skovene du kom fra? Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

I hver nat gled rester af betydning med dig videre. Rifterne, rifterne. Var dine drømme imellem læber? Lyset afventer afgang. Hvad skulle glemmes? Det handler om overfladen. Gennem hullet i hegnet. Der var intet.

Månens sind.

Ikke var muligt at komme derind. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Vi, gamle tanker om stilheden. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Ikke søge ly. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Sletten forvandler sig til mørke og sten.

Et genert rum, et intimt rum.

Jeg prøver dette tilfælde. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Dine diamanter lyser i min mund. Ord. Mørket kaldte vi bare for mørket. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Du mod de kommende kyster. Er du på den anden side af havet? Under murbrokkerne. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Jeg, den skrøbelige sandhed. Alting ligger bag alting. Da jeg lyttede blev jeg bange.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Når jeg faldt i søvn, lå der altid en fælde tilbage fra dagen. Og en anden dag: Derinde bag skoven. Oppe på bakken.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Vi bliver verden.

Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Der var noget som åbnede sig. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Det handler om overfladen. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Som nu i morges: Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg har skrevet et kort til dig. Var jeg? I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Og en anden nat: Ring til mig uden grund.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Grå.

Vores.

Kan jeg skrive sådan? I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.