Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Afsavn. Du siger noget om solen. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Vi har de samme øjne.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne.

Sad jeg alene? Giver det mening? Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Sad jeg? Dine grene skygger for min mund. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Der hang figner henover udsigten. Rifterne. Kan jeg være i dette landskab?

Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Kan jeg være i dette landskab? Jeg var i din krop, og du? Ikke søge ly.

Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab?

Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab?

Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab? Kan jeg være i dette landskab?

Vi har hverken gardiner eller travlt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg skrev mig vild i de dage.

Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Var disse linjer virkeligt virkelige?

En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Var du nattens fortvivlede stilhed? Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Sådan svarede du. Dagene. Ugerne. Jeg skrev mig vild i de dage. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Træerne. Du, dine øjne. Farvede ordene milde.

Diamantafkast.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Luften og jordens sange.

Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Noter. Beskrivelser. Det er bare. Under murbrokkerne. Natten er trans, dagen er trans. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Bordet vipper. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

Det er noget med steder, som er fyldt til ra

Hvem var det, der skrev: millioner år gammelt glas i den mørkeste ørken. Ikke søge ly. Kullet. Stjernekontinent. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme.

Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg skrev intet ned i den periode. Rød.

Det gør noget.

Dine diamanter lyser i min mund. Fuglene hang på den blå, blå himmel. Vi har hverken gardiner eller travlt.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.