Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Senere i dine øjne. Et wack rum, et rum for stars. Sætningerne er. Som at skrive i nye aviser. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

Var der virkelig ild et sted?

Jeg skrev på de tavse mure, ved de yderste kyster, ved de stille gader, de forsigtige veje. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan he

Giver det mening?

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Som at skrive i nye aviser. Tidligere: at følge dig blik. I natten trækker vi vejret igennem hinandens beskeder, lol, lol (lol no more). Jeg havde glemt den. Trak jeg de yderste bjerge? Det handler om overfladen.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Vi har gardiner. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.

I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.

Vi taler om andre betingelser for nærvær. Sandstorm. Sådan svarede du. Jeg har skrevet et kort til dig.

Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind.

Jeg forsvandt. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Det var ikke markerne jeg kom fra. Jeg var nøgen i de dage.

Jeg var nøgen i de dage. Jeg var nøgen i de dage.

Jeg var nøgen i de dage. Jeg var nøgen i de dage. Jeg var nøgen i de dage.

Det der blæser. Dine diamanter lyser i min mund. Der åbnede sig. Vores land. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Den bekymrede er ude af sig selv. Ord. Sad jeg alene? Rifterne, rifterne. Ved en sten: Vi, med det stille. Dette tilfælde: Du i mit vindue.

At dette andet. Og vi vågnede. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Du siger noget om solen. Kan jeg være i dette landskab? Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene. Du siger noget om solen.

Du siger noget om solen.

Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen.

Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen.

Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen.

Du siger noget om solen.

Du siger noget om solen. Du siger noget om solen. Du siger noget om solen.

Der var noget som åbnede sig. På havet. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Intimiteten i skriften. Der var intet. Du i mit vindue. Brev. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Hvad tæller du til? Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Udsigten var håbløs. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Den sindssyge himmel. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Dette langsomme blik imod stenene. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.