Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Vidste du det?

Træerne. Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille.

Vi har øjne.

Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene.

Der var intet. En regning.

På broen over søerne sad jeg og så mågerne, duerne, svanerne danse i vinden. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

For hvert lag af betydning i stenene. Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Der var noget som åbnede sig. Ikke søge ly i den flod.

Vi er en samtale bag øjnene. Jeg sejler: alting sejler! Det er noget med steder, som siver fra kodningen og fryser: alting stivnet. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Den skrøbelige. Hvilken dag fulgte efter dagen? Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Gennem hullet i muren. Du, solen.

Et sted er der en. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.

Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Når du siger mit navn, svarer min krop. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Vi har de samme øjne. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Ring til mig uden grund. Ring til mig uden grund. Ring til mig uden grund.

Ring til mig uden grund. Ring til mig uden grund. Ring til mig uden grund.

Ring til mig uden grund. Ring til mig uden grund. Ring til mig uden grund.

Ring til mig uden grund. Ring til mig uden grund. Ring til mig uden grund. Ring til mig uden grund. Ring til mig uden grund. Ring til mig uden grund. Ring til mig uden grund.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit bli

Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger. Jeg ved vi forsvandt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Så var der en, der lyttede til skovene. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Afsavn. Udsagn. Et brev. Odense, Esbjerg, Roskilde. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

I et efterår ville jeg være flov.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Min skrift er farvet af sig selv. Sådan noget.

På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Sætningerne er et hav.

Vi har de samme øjne. Det var ikke skovene jeg kom fra.

Ikke floderne i ørerne. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. Solens sind.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. I læberne og i huden.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Pludselig faldt dine drømme. Hvilken nat fulgte efter natten?

Gennem hullet i hegnet.