Diamantafkast.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.