I bussen skrev jeg en sms til dig. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Sandet. Jeg så små rystelser.

For hvert lag af betydning i stenene. Det tøj der er på min krop hænger på min krop.

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Det dybeste af alt er huden?

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Glashænder. I hver dag gled rester af betydning med mig videreI hver dag gled rester af betydning med mig videre I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Jeg forsvandt. Vi har travlt.

Du må ikke forsvinde. Vi bliver verden. Jeg var i morges. Ikke den flod. Når du siger mit navn, svarer min krop. Den bekymrede er ude af sig selv. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. Et udadvendt rum, et favnende rum.
 
Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Stolen jeg sad på bevæger solen med natten. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Bordet vipper. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Mine ene fod væsker: gule øjne siver fra hælen. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. Træerne. Som at skrive i koder. Et wack rum, et rum for stars.
 
Skyggerne skyggede. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting.

millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Taster en sætning i mørket, i lyset. Dansende, legende, lyttende. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger indeni alting.

I læberne og i huden.
 
Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Var det markerne du kom fra? Du siger noget om solen.
 
Meningsfulde dage med noter, betragtninger.

Sætningerne er. Jeg er på den anden side. Uforståelige sætninger at klæde sig i. Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. De yderste kyster, en grøn sten.
 
Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg havde endnu ikke mødt dig.