Her er dagen allerede langt foran mig. Grå. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne
Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide.
Der hang figner henover udsigten. Stolen jeg sad på knirkede i natten. Nede ved havet. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.
Kan jeg skrive sådan? Dagene. Ugerne. At forvandle dette rum til et andet. Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol).
Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Jeg forsvinder ikke.
Vidste du det? Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene.
Derinde bag skoven. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Det er bare.
Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.
Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter
Sådan svarede du. Sætningerne er et hav. Der var noget som åbnede sig. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.
Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.
Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Bøgerne tegnede deres egen retning. Sådan svarede du.
Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Sætningerne er et hav.
Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.
Dagene. Ugerne. Vennerne. Blæste det virkeligt?
Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?
Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Sådan noget. Vores land. Jeg bladrer i en tilfældig bog.
Brev i april.
I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.