Bagefter sad jeg i timer og læste. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Var jeg stille? Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Jeg er på den anden side af havet. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Når du rør mig er vi hinanden.
 
Glemmes? Ikke glemme floderne i ørerne.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Hvad skulle glemmes? På et stort stykke hvidt papir. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Vidste du det?

Stenene og træernes sange. Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet. Det giver mening. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. På en rude. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Sad jeg alene? Sætninger.

Kan jeg skrive sådan? Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Et brev. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Et bart stykke at gumle på, sådan er poesien i de mindste detaljer.
 
Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Sådan. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. At tale var blevet uoverskueligt. Vi, bag øjnene. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Bøgerne hvilede omkring kaffen. Du lod himlen hvile. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Og vi vågnede.

De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Sletten forvandler sig til mørke og sten. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne.