Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg kyssede en sommers morgenrøde. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Jeg og dit hjerte. Dette hurtige blik imod vandet. I hver dag lå postkassen ensom og stille. Det var før du kunne forsvinde. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. Blæste det virkeligt?

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Hvem var det, der skrev: Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Det er bare. Sandet. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Ordene, små toppe af skum. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Dit navn var alt jeg hørte. Du. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Der i kroppen. En regning. På et stort stykke hvidt papir. Kan jeg være i dette landskab?
 
Stille? Når du ringer, hører jeg det ikke. Du må ikke. Sætninger.
 
Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg har skrevet et kort til dig. Du må ikke forsvinde. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Hvad skulle glemmes? Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.
 
Var jeg stille? Dine diamanter lyser. Nu er der en uro i kroppen. Intet, jeg modtog intet.Intet, jeg modtog intet. Intet, jeg modtog intet.

Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Blæste det virkeligt? Søge ly. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Var det skovene du kom fra? Sandet. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste.

Sad jeg alene? Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Da jeg lyttede blev jeg bange. Jeg er på den anden side af havet. I mørket, diamanter, dine øjne. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.