Jeg læste dine linjer Bøgerne tegnede deres egen retning. Solstorm.

Der var noget som åbnede sig. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Der var noget som gled med videre.

Solstorm. Uforståelige sætninger. Ilden.

Jeg, jeg. Jeg har skrevet et kort til dig. Der åbnede sig. Afsavn. Udsagn. Et genert rum, et intimt rum. Skriv mig ind i dine læber. Jeg forsvinder ikke. Jeg var din krop.

Når du siger mit navn, svarer min krop.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Du siger noget om solen. Luften og jordens sange. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Det gør ikke noget. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Hvad skulle glemmes?

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Jeg skriver dagen igang, stille.

Sådan svarede du. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Der hang figner henover udsigten. Det dybeste af alt er huden? Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Jeg skrev mig vild i de dage. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Jeg skriver dagen igang, stille. Bordet vipper.

Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Bag træerne. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Der hang figner henover udsigten. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.