Sætningen løb videre igennem kæben. Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Bøgerne varslede en kommende tid. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Ikke glemme floderne i ørerne.Ikke glemme floderne i ørerne. Jeg var i din krop, og du? Jeg tror, du havde glemt den der. Mørket kaldte vi bare for mørket. Der var noget som åbnede sig. Derude i tomme haller. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Nu er der en uro i kroppen. Et genert rum, et intimt rum. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Altid er det dette langsomme blik. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Sms i den lysende sommer.

At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Oppe på bakken. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Ordene, små toppe af skum. Er du på den anden side?

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Intimiteten i skriften Bare mørket.

Nu skriver jeg igen på det stille. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Jeg går bare og venter på den fucking sol. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Dine diamanter lyser i min mund. Det ,der hænger. Og vi vågnede. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Alene? Var jeg stille? I hver dag lå postkassen ensom og stille. Det var ikke skovene jeg kom fra.

Var der virkelig ild et sted? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Afsavn. Udsagn. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Her er dagen allerede langt foran mig.Her er dagen allerede langt foran mig. Her er dagen allerede langt foran mig.

Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Jeg skriver dagen igang, stille. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Du foldede dig ind i mine ord. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Hvilke krystaller lyste i dine ord?