Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Under den grå, grå himmel. Månens sind. Og vi vågnede. Den sindssyge himmel. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Det gør ikke noget. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Skyggerne skyggede. Dine grene skygger for min mund. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Her er dagen allerede langt foran mig. Et wack rum, et rum for stars.

Det her er ingen leg.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Som at læse glemte aviser.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Det handler om dybden, jeg graver mig ned i dybden af alt. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

I huden. Jeg drak det tørre. Mening? I bussen skrev jeg en sms til dig.

Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Vi, gamle tanker om stilheden.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Oppe på bakken. Oppe på bakken. I dine læber. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Du må ikke.

Sætningerne er filtrede tråde. Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene.

I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Tågen i skovene i udsigten. Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid.

Min ene pen er rød og den anden sort. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Om andre byer, andre verdener. Intimiteten i skriften Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Skærmene stråler bag nætter, bag drømme // Track-back: Feed! I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.