Noter. Beskrivelser. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Blæste det virkeligt? Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Om andre byer, andre verdener. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog.

På en. Jeg skriver dagen igang, stille. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Kullet. Vi bliver verden. Dette hurtige blik imod vandet.

Træerne. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Afsavn. Udsagn. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel.

Solens pind.

Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Bøgerne tegnede deres egen retning. Det var efter træerne, endda efter mine fingres bevægelse igennem lys, igennem hud, igennem landskab efter landskab.

Jeg er lost i en borderlinenat. Jeg kyssede en sommers morgenrøde.

Grå. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Under murbrokkerne. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest.

Ikke floderne i ørerne. Den bekymrede er ude af sig selv. Jeg kunne mærke dit hjerte. I natten, en fjern stemme, søvn. Hvorfor de yderste? Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. En nat faldt giraffer ud af drømme.

Er det? Dine. Det? Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Et brev. Du skrev et sår i min fremtid.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Rundt omkring stod bjerge af andres ord. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm.

Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

I hvert sitefeed gror dine sætninger. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Du havde tabt en linje i min drøm.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.