Jeg skriver dagen igang, stille. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. I hver dag gled rester af betydning med mig videre

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Bagefter sad jeg i timer og læste. Jeg læste dine linjer

Rundt på tingene.

Rifterne. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Når du siger mit navn, svarer min krop. Mørket kaldte vi bare for mørket. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Kan jeg skrive sådan? På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Afsavn. Udsagn. Det er bare. I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg skriver dagen igang, stille.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Grå. Altid er det dette langsomme blik. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Nu er der en uro i kroppen. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Uforståelige sætninger at klæde sig i.

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Bag træerne. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Var det markerne du kom fra?

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Rifterne.

Et genert rum, et intimt rum. Det her er ingen leg.

Mine gadgets er hvide som dine knogler. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamantPå altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Sætningerne er et hav. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Sætningen løb videre igennem kæben. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger.

Jeg skrev intet ned i den periode.