Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det her er ingen leg. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Dine sætninger. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Rifterne. Var jeg stille? Når du siger mit navn, svarer min krop. Rifterne. Hvad skulle glemmes? Jeg var i din krop, og du?

Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Sætningerne er et hav.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Men mit sprog er ikke fjendtligt. Jeg skrev mig vild i de dage. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Kan jeg skrive sådan? Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.