Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Intet, jeg modtog intet. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

På en rude. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Solstorm. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Det her er ingen leg.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Af alt det lysende, reflekterende, matte.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Var disse linjer virkeligt virkelige? Når du siger mit navn, svarer min krop.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Intimiteten i skriften Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Hvad tæller du til? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Blå.

Dette hurtige blik imod vandet. Træerne.Træerne. Træerne. Træerne. Du må ikke. Din vejrtrækning og bløde bølgende bevægelser.

Jeg forsvinder ikke. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. I min mund.

Farvede ordene milde.

Sms i den lysende sommer. Glashænder. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Lyset kaldte vi bare for lyset mens vi lod dets hvælving trække sig henover natten som en brusende sky fyldt med den sarte letsindighed.