Vidste du det? Her er dagen allerede langt foran mig.

Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Bag træerne. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Var disse linjer virkeligt virkelige? Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg læste dine linjer

Oplæsning for intetheden. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm.

Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig. Mail i november. Jeg går bare og venter på den fucking sol. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Jeg skrev intet ned i den periode. Stod imod, men skrev: intet. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Jeg blæste på mine systemer, alting var henvendelser, alting var kærligt.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Afsavn. Udsagn. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

I bussen skrev jeg en sms til dig. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Det dybeste af alt er huden? Noter. Beskrivelser. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Jeg skrev intet ned i den periode.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Du må ikke forsvinde.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Den sindssyge himmel. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.