En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. At tale var blevet uoverskueligt. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.

Afsavn. Udsagn. Var der virkelig ild et sted? At samle sig i sproget, græsplænens måde at være græs på. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.
 
Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber.
 
Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. Sort. Har vi de samme øjne? Nordlyset tøver i vores stemmer. Vores. Og tænkte kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.

Vi har øjne.

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Intimiteten i skriften. Som nu i morges: En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter

Når du siger mit navn, svarer min krop. I sollyset sitrer en ædelsten fra jordens inderste. Dine diamanter lyser i min mund.

Uforståelige sætninger at klæde sig i. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Du må ikke forsvinde. I huden. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Glasdråbehænder. Det var dine læber.

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Afsavn. Udsagn. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Glemmes?

For hvert lag af betydning i stenene. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Ikke glemme floderne i ørerne. Jeg sejlede omkring på alt. Når du siger mit navn, svarer min krop. De yderste kyster, en grøn sten.De yderste kyster, en grøn sten. De yderste kyster, en grøn sten. De yderste kyster, en grøn sten. Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Vi, øjne.Vi, øjne. Vi, øjne. Da blev jeg bange. Det var skovene. Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene. Når vores kroppe er hinanden. Dine diamanter lyser i min mund.
 
Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Afsavn. Du i mit vindue, i min vindueskarm. Du, du. Når dine øjne. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Dagene alene på landet. Du siger noget. Jeg sejlede omkring på alt. Om andre byer, andre verdener. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.