Afsavn. Udsagn. Du foldede dig ind i mine ord. Hvem var det, der skrev:

Provinsen og gågadens sange. Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Stenene og træernes sange.

Dagene. Ugerne. Vennerne. Oplæsning for intetheden. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Vi, de mindste detaljer. Jeg læste dine linjer

Når du siger mit navn, svarer min krop. Sandstorm. Sådan svarede du. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Jeg forsvinder. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Sletten forvandler sig til mørke og sten. Bøgerne tegnede deres egen retning. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Jeg forsvinder ikke. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

I en linje faldt tagenes skygger sammen om øjnene og knuste denne forsigtige sammenhæng. Der var noget som gled med videre. Du beskrev bilerne, deres driven, deres larm. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. millioner år gammelt glas i den lysende ørken.

Som at læse glemte aviser. Kalken.

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. Det gør ikke noget. De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Stjernekontinent. Ikke glemme floderne i ørerne. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

I dine bøgers tomhed går sole op og sole ned: whatever: shine on you crazy diamond! Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre.

Ordene, små toppe af skum. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille.