Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Kan jeg skrive sådan? Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Min ene pen er rød og den anden sort. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Under den blå, blå himmel. Dette langsomme blik imod stenene.Dette langsomme blik imod stenene. Dette langsomme blik imod stenene.

Skyen skjulte noget for fuglene.Skyen skjulte noget for fuglene. Skyen skjulte noget for fuglene. Skyen skjulte noget for fuglene.

Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Sandet. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Glashænder. Bagefter sad jeg i timer og læste. Hvem var det, der skrev: Det dybeste af alt er huden?

Muren omkring ordene. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

En flamme slog op af min hals. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Muren omkring ordene. Det dybeste af alt er huden?

Den skrøbelige.Den skrøbelige. Den skrøbelige. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg er på den anden side. Var det markerne du kom fra? Nede ved havet. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene.

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. I bussen skrev jeg en sms til dig. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Var der virkelig ild et sted? I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.

Der var noget som åbnede sig.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Sådan er det. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?

Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.

Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Uforståelige sætninger at klæde sig i.