Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Luften og jordens sange. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Bøgerne hvilede omkring kaffen. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Et brev. Farverne. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Kan jeg skrive sådan?

Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. At forvandle dette rum til et andet.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.

Under den blå, blå himmel. Luften og jordens sange. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Som at læse glemte aviser. Der var noget som åbnede sig.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Hvem var det, der skrev:

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Jeg skriver dagen igang, stille. Glashænder.

Dagene. Ugerne. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Den sindssyge himmel. Her er natten allerede langt bag mig. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Oppe på bakken. Derinde bag skoven. Du skrev ikke længere.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Og op gennem huden til knoglerne, fugtigt-fugtigt, og ud gennem knoglene til lyset falder sammen med marven. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Solstorm. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.