Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Der hang figner henover udsigten. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Var det markerne du kom fra? En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Et brev. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Bagefter sad jeg i timer og læste. Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Sådan er det. Kan jeg skrive sådan? Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Lysene lyste. Stjernekontinent. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen. Verden og dens lytten til sig selv.

Var der virkelig ild et sted? Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden?Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden?

Grå. Dagene. Ugerne. Derinde bag skoven. Den sindssyge himmel.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg sad alene i solen. Sådan noget.

I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Sådan noget. Bag træerne. At lytte gav ikke længere mening. Sådan svarede du. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Og en anden dag: Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Jeg læste i aviser, i glemslen. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Rød. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Sandet.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Som at læse glemte aviser. Det dybeste af alt er huden? Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften.

Jeg skriver dagen igang, stille. Et brev. Luften og jordens sange.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. For hvert lag af betydning i stenene. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Brev i april.