Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Jeg var i din krop, og du? Det ,der hænger. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne.

Jeg var i din krop, og du? Har vi de samme øjne? Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Men mit sprog er ikke fjendtligt. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Blæste det virkeligt? Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Var du nattens fortvivlede stilhed? Er du på den anden side af havet? Jeg forsvinder ikke.

Indimellem sagde du nogle ord. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Det var før du kunne forsvinde. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje. Du siger noget, det lyder lidt high-tech (domænecrash!). Kan jeg være i dette landskab? For hvert lag af betydning i stenene.

Dagene. Ugerne. Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Det dybeste af alt er huden?

Stod imod, men skrev: intet. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Farvede ordene milde. Uforståelige sætninger at klæde sig i Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Savn.

Et genert rum, et intimt rum. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Var der virkelig ild et sted? Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Afsavn. Udsagn. Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Jeg var i din krop, og du?

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Blæste det virkeligt?

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.